torsdag den 28. februar 2013

Ja, jeg er skolelærerinde...

...og normalt er jeg en ret glad en af slagsen. Jeg er glad for mit job, jeg er glad for mine fag, min unger, og mine kollger. Jeg er vild med at undervise fordi jeg hver dag møder skønne unger, jeg kan bidrage med min faglighed, jeg kan rykke deres formåen og jeg kan lægge en kærlig arm om dem, når de trænger...Jeg nyder at spare fagligt med mine kollegaer - nogle gange hurtigt over kaffen i gangvagten og andre gange til lange møder, hvor vi virkelig går i dybden med detaljer, planlægning, faglige mål, LP og pædagogiske diskussioner, hvilket sker når eleverne er taget hjem. Jeg bruger min forberedelse - alene og med andre- hvor jeg læser op på fagligt stof, tilpasse lærings-målene for mine elever, planlægge timens forløb i forhold til faglige mål, LP, Feedback -up - og forward og klasserumsledelse - hvilket tager tid...
Jeg er vild med mit job og er engageret som TR på min skole, jeg er med i udviklingsrådet, hvilket indebærer møder hver uge, både på skolen og ude i byen, som jeg gerne deltager i og har forberedt mig til. Jeg er fysik/kemi-lærerinde på 7. 8. og 9. årg, og har et valghold i hjemkundskab - og jeg vil så gerne have, at de kommer til afgangsprøve til maj. Det har vi arbejdet så hårdt på de sidste år, og det er synd for dem, at de skal bekymre sig om deres afgangsprøver. 
Jeg arbejder gerne 37 timer om ugen, for pt. arbejder jeg mere. Jeg tømmer gerne de skabe jeg har fyldt herhjemme med bøger, mapper og materiale som jeg bruger i min forberedelse, og flytter det hele op på skolen, hvor der måske er plads til det... Jeg kører gerne hjem kl.16 hver dag, hvis jeg så ikke også skal forberede mig yderligere, kontaktes af forældre og deltage i møder ud over arbejdstid - det bliver jo interessant, hvornår forældrene så får fat i mig til forældremøder og skolehjemsamtaler? Jeg klager ikke, piver ikke eller er modvillig - jeg vil bare rigtig gerne have tid og løn for min indsats og anerkendes for at være lærer i den danske folkeskole. Jeg kan faktisk rigtig godt lide mit job, og jeg mener, det er et job, der er vigtigt og fortjener en masse ros og anerkendelse.

Men jeg vil ikke være med til det modsatte. Jeg vil ikke arbejde mere for mindre, jeg vil ikke ses på med mistro, fordi jeg jo ikke laver en skid... jeg vil ikke have at det går ud over eleverne, at de skal bindes til skolen fra 8-16, med lærere som ikke har haft tid til forberedelse og derfor ikke kan udføre deres arbejde på en ordentlig måde, jeg vil ikke have at forældrene ikke kan komme til mig, når de har tid til det, for at diskutere deres barn.

Men hold op, hvor jeg synes at det hele spidser til nu, og jeg frygter VIRKELIG hvad der kommer til at ske. Jeg vil ikke i konflikt, men jeg vil heller ikke bøje nakken og bare ta' hvad der kommer...

Så I der ude, forældre til børn i den danske folkeskole, folk med en mening om emnet, vis jeres sympati der hvor I kan komme til det, lad os sammen lægge pres på KL, så de kommer tilbage til forhandlingsbordet, så vi sammen kan finde en løsning - så vi sammen kan lave verdens bedste folkeskole, hvor både elever og lærere trives - sådan tror jeg det går bedst!

Tak fordi I lyttede - jeg trængte virkelig til at komme af med det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar